De skal nu have besøg af vor medarbejder, og vi vil gøre vores til, at De får en god oplevelse. Vores mål er at De skal mindes "tiden med håndværkere", ikke nødvendigvis "lykkelig" men dog tålelig. Det er en stor belastning at invitere "fremmede" ind, alt imens familien og dagligdagen skal fungere.
Vi beder om Deres tålmodighed og forståelse.
Når vi spørger vore kunder om deres oplevelser, i forbindelse med et byggeri, er der nogle ting der går igen. Vi vil hermed forsøge at svare på forhånd:
"Hvorfor kører folkene hele tiden fra pladsen?"
Vi forsøger at køre mindst muligt, men det kan være meget svært helt at vide, præcis hvad der skal bruges, fx i forbindelse med omforandring.
"Svendene ankom kl. det og kørte kl. det. Hvordan kan det give 8 timer?"
Vi fakturerer fra vi kører fra firmaadressen - svendene kan have været på trælasten efter materialer først - de kan have valgt at holde korte pauser, hvis fx de skal tidligt hjem til tandlæge og lign. Vi opfordrer vores medarbejdere til altid at informere om deres gøren og laden, så tvivlen kan tages i opløbet.
"Det er ærgerligt at der ikke er nogen på vores byggeri hele tiden. Kunne vvs'eren ikke være her nu, der ikke er andre?"
Vi forsøger at afpasse tiden bedst muligt, men der er mange faktorer der spiller ind. Hvis én af parterne skal bruge en eller to dage mere end beregnet, skrider hele tidsplanen, men hverken vvs, el, tømrer, maler, snedker eller murer kan "stå standby", klar til at springe på. Derfor kan byggeriet komme til at stå stille kortere tid.
"Du sagde at det blev ca. kr. xxx,xx, men nu blev det dyrere. Hvorfor?"
Hvis der er tale om fast tilbud, skal prisen holde, medmindre De har bestilt ekstra arbejde. Ved regningsarbejde, hvor der er afgivet overslag, er det netop fordi det har været svært at forudberegne, og her kan der være mange grunde. I de fleste tilfælde er der udført mere arbejde end forudsat.
"Det er altså træls at svendene sviner sådan"
Vi sviner ikke fordi vi synes det er sjovt!!! De fleste har bygget om hjemme, og VED hvor ærgerligt det er, at skulle gøre rent hver dag efter håndværkere. Vi gør, hvad vi kan for at undgå unødigt svineri, men er samtidigt klar over at det jo er Deres penge vi bruger?
Vi gør alle vores bedste for at optimere ovennævnte og ser frem til at hjælpe Dem med Deres byggeri. De er trods alt grundlaget for vores eksistens.
Men De skal som kunde hos os vide at De til hver en tid er velkommen til at kontakte firmaet, hvis De føler behov for det!!
Med venlig hilsen
Medarbejdere og ledelse i firmaet
Murermester Bent Olsen A/S